Anja Dellgren Psykoterapi

❤️ Hjertefølelsen ❤️

I dag har jeg modtaget en kærlig og undersøgende supervision på mit IPA-projekt af Jeanette fra .dk

Et projekt, hvor jeg gennem det seneste år har undersøgt, hvad der sker, når jeg lader meditation og praksis få en større plads i mit liv, både personligt og professionelt.

I supervisionen stod fire ord særligt tydeligt frem:
Hjertefølelsen. Tillid. Tryghed. Lyst.

For når jeg oplever tryghed og tillid, i kontakten med mig selv og med andre, så sker der noget.
Hjertet åbner sig. Kontakten bliver dybere.
Der bliver mere plads til mere nærvær, nysgerrighed og lyst.

Og omvendt:
Når noget føles utrygt, rejser forsvaret sig.
Jeg spænder op, trækker mig, tilpasser mig eller beskytter mig på andre måder. Og hjertefølelsen lukker ned.

Det handler sjældent om at bekæmpe vores forsvar, men mere om nænsomt at blive nysgerrige på, hvad det forsøger at beskytte og hvad det kalder på, for at vi igen kan åbne os.

For mig blev det:
Tillid. Tryghed. Kontakt. Lyst. ❤️

Gad vide, hvad der får din hjertefølelse til at åbne sig og hvad der får den til at lukke?

🌱 Det, du vander, vokser🌱

Hjertlige hilsner
Anja Dellgren
Psykoterapeut

Når håbet bliver svært at finde 🤍

Hvordan håbet kan blive mindre, når livet bliver tungt. Når sorgen fylder, når presset bliver for stort, eller når man har været i alarmberedskab for længe.

Den der følelse af:
“Hvordan skal jeg nogensinde komme igennem det her?”

Det har jeg selv mærket og møder det også ofte hos de unge på efterskolen, særligt ved opstart.

Nyt sted. Nye mennesker. Nye forventninger. En følelse af ikke at høre til endnu.

Når man står midt i det, kan det være svært at forestille sig, at det kan blive anderledes.
Men langsomt sker det, at noget langsomt flytter sig.

Et menneske, der bliver trygt.
En relation, der begynder at føles sikker.
Et smil, der kommer lidt oftere.
En dag, der bliver lidt lettere.

Det minder mig om, at håbløshed ikke betyder, at der ikke er håb. Nogle gange betyder det bare, at man har brug for at låne og mærke håbet med et andet menneske. 🤍

Ikke et hurtigt “det skal nok gå”.

Men måske mere,
“Jeg kan godt forstå, at det føles sådan lige nu. Du behøver ikke vide, hvordan det hele ender. Vi tager det ét skridt ad gangen. Jeg bliver her sammen med dig.”

Ofte er håb det at mærke og tro på, at næste skridt er værd at tage, og at man ikke behøver at gøre det alene🌿

🌱Det, du vander, vokser🌱

I har ikke hørt meget fra mig de sidste mange måneder, det skyldes at jeg har svinget meget mellem håb og håbløshed.

Min Mutti er ramt af en hjernetumor, og fra januar har budt på ind og ud af OUH, måneder i rehabilitering på Lysningen og nu også forandringer og en landing.

I weekenden blev der sagt farvel til Lysningen, hendes rækkehus gennem 30 år blev fraflyttet, og hun er flyttet ind på plejehjemmet Blomsterdalen.

Det hele skal lige lande – særligt for Mutti. ❤️

Men Fiola synes til gengæld, at det er ret fedt at være på besøg og lige i dag mærkes håbet stærkt 🩷🐾

🇩🇰 ET AFSLUTTENDE FARVEL 🇩🇰
For mange er juni måned lig med afslutninger.
Farvel til:
🥂 Grundskolen
🥂 Ungdomsuddannelsen
🥂 Videregående uddannelse
🥂 Et skole- eller uddannelsesskifte
🥂 Et jobskifte

Alle begyndelser har en afslutning, og alle afslutninger baner vejen for en ny begyndelse.
Derfor er det vigtigt at give sig selv lov til at stoppe op og mærke afskeden. Hvad har menneskerne, fællesskabet og stedet betydet for dig? Hvad tager du med videre – og hvad giver du slip på?

I ethvert farvel ligger også vores tidligere farveller. Når vi tør være bevidste om afslutningen, bliver det lettere at træde ind i det nye med større klarhed.

Så prøv at spørge dig selv:
🇩🇰 Hvad fik jeg med?
🇩🇰 Hvad kommer jeg til at savne?
🇩🇰 Hvad er jeg klar til at slippe?
🇩🇰 Hvad håber jeg, at den nye begyndelse bringer?

Et bevidst farvel er ikke kun en afslutning – det er også starten på noget nyt. ⭐️

🌱 Det, du vander, vokser 🌱

Mine ungesamtaler på har i dag sat et dybt aftryk af, hvad der sker i os, når vi oplever at blive set, mødt og forstået.

Når et andet menneske virkelig lytter, ikke for at svare, fikse eller forklare, men for at forstå, så falder noget til ro indeni.

Kroppen slipper lidt af sit forsvar.
Skuldrene sænker sig.
Åndedrættet bliver dybere.

For mange af os handler smerte ikke kun om det, vi står i. Det handler også om at stå alene med det.

At blive mødt med åbenhed og forståelse sender et vigtigt signal til vores nervesystem:
“Du er ikke alene. Det giver mening, at du har det sådan.”

Når vi føler os set og mødt, får vi lettere adgang til os selv. Vi tør mærke vores følelser, sætte ord på det svære og være mere ærlige omkring det, der fylder.

At blive forstået fjerner ikke nødvendigvis smerten, men det gør den lettere at bære.

Måske er noget af det mest helende, vi kan give hinanden, netop oplevelsen af at blive mødt som den, vi er, uden krav om at skulle ændre på os selv🩷

Ofte er det ikke løsninger, vi har brug for. Nogle gange er det et menneske, der bliver hos os længe nok til, at vi føler os forstået, set og mødt🌱

🌱Mon det er muligt, at se med milde øjne på den version af dig selv, som:

💔Blev i et venskab, hvor du ofte følte dig forkert.
💔Blev ved med at prøve at passe ind i et fællesskab, der ikke gav plads til dig.
💔Grinede med, selv når noget gjorde ondt indeni.
💔Accepterede mere, end du egentlig havde lyst til, for ikke at blive holdt udenfor.
💔Tvivlede på dig selv, fordi andre fik dig til at føle, at du ikke var god nok.
💔Brugte alt for meget energi på at blive valgt til af mennesker, der ikke så din værdi.
💔Blev i en usund relation, fordi du håbede, at tingene ville ændre sig.
💔Gemte dine følelser væk for at undgå konflikter eller afvisning.
💔Følte dig ensom, selv når du var omgivet af andre.
💔Gjorde det bedste, du kunne med den forståelse og de erfaringer, du havde på det tidspunkt.

Du blev ikke for længe, fordi der var noget galt med dig.

Du blev, fordi du håbede.
Du blev, fordi du troede på det gode i andre.
Du blev, fordi det kan være svært at gå, når man længes efter at høre til!

🌱Det, du vander, vokser🌱

🌱At miste sig selv til sygdom🌱

Når sygdom rammer, er det ikke kun kroppen, der bliver påvirket. Langsomt kan sygdommen komme til at fylde så meget, at man mister kontakten til alt det, man også er!

Man bliver patienten, diagnosen eller den syge og glemmer mennesket bag.

Vi er mere end vores sygdom, mere end vores symptomer, behandlinger og begrænsninger.

Når livet er svært, har vi stadig brug for at blive set, hørt og mødt som det menneske, vi er.
For sygdom er noget, vi har, det er ikke noget, vi er!

🌱Det, du vander, vokser🌱

Udbrændthed kommer ofte snigende stille og roligt, mens vi fortsætter med at klare, udholde og tilsidesætte os selv.

Måske mærker du det som:
🌱Træthed, selv efter søvn
🌱At små ting føles uoverskuelige
🌱Irritation, uro eller følelsesløshed
🌱Manglende glæde og energi
🌱Spændinger, hovedpine eller hjertebanken
🌱Svært ved at finde ro
🌱At du trækker dig fra andre

Udbrændthed er ofte et tegn på, at have holdt ud og været stærk for længe uden nok pauser og omsorg.

Vejen tilbage handler aldrig om at tage sig sammen, men mere om at få ladet fysisk og psykisk energi op igen, bl.a. ved hjælp af pauser, ro, omsorg og nærvær 🌿

🌱Det, du vander, vokser🌱

Noget af det sværeste som forælder er måske at lade være med at fikse 💛

Når vores unge kommer med noget svært, gør ondt eller føles uoverskueligt, får vi ofte lyst til at løse det for dem. Give råd. Dele vores erfaringer. Fjerne uroen hurtigst muligt.

Men måske er det vigtigste ikke, at vi finder løsningen.
Måske er det, at vi bliver stående sammen med dem i det svære.

At vi lytter.
Spørger nysgerrigt og kærligt:
“Hvordan er det for dig?”
“Hvad har du mon brug for lige nu?”

Vores unge kan og skal ikke lære livet gennem vores erfaringer alene. De skal have lov til at træde deres egne skridt, mærke deres egne erfaringer og finde deres egen vej — med visheden om, at vi står bag dem, også når de vakler 🌱

Og måske ligger der også noget vigtigt for os voksne her:
At vi kan lære noget af dem, hvis vi tør være nysgerrige nok 🌟

🌱Det, du vander, vokser🌱